“Der sker noget magisk, når mama fortæller om sin ungdom i Syrien. I et øjeblik forsvinder trætheden omkring hendes øjne. Tiden forbarmer sig over hendes ansigt, og jeg får et glimt af den unge kvinde, hun var engang. Før Danmark. Før mig. Der kommer en svag rødmen i hendes kinder, der i et kort øjeblik dækker over det, jeg ikke kan snakke om. Selv hendes stemme får en livligere klang, og hun taler, som om intet er galt. Jeg kan godt blive misundelig over, at hendes bedste dage var, før jeg blev født, men jeg har accepteret, at hjemve er en ufattelig hård konkurrent. Eftersom hun ser mig hver dag, vil jeg aldrig kunne vinde. Hun vil altid savne Syrien mere, end hun elsker mig.”
Book:Betonhjerter