Quote image editor
“De forstår det bare ikke,” fortsatte Elior. ”Og jeg tror ikke, det er noget, der ændrer sig. Men du forstår det. Du ved godt hvorfor, og derfor må du lære at lade være med at tage dig af, hvad de siger.” ”Det er ikke bare det,” snøftede hun. ”Det er ikke som sådan ordene. Det er deres blikke. Deres ansigter på afstand.” Hun kunne mærke, at Elior nikkede. Hans hage stødte let mod toppen af hendes hoved, og hun trak sig lidt væk og kiggede op på ham. ”De hader mig virkelig.” Så rystede han på hovedet. ”Det er ikke had.” ”Jo, det er. Jeg kan se det.” Han rystede igen på hovedet, slap hende og satte sig tilbage mod husmuren. Hun rykkede lidt væk, så hun kunne se hans ansigt igen. ”Jeg kan se det,” gentog hun. ”Det er altid det samme. Jeg kom gående derhen, og de stod der uden for købmanden, og så kiggede de på mig. Og det var had.” ”Det er ikke had dybest set,” sagde Elior stille og strøg en tot hår om bag øret. ”De er bange.” Hun kom næsten til at le. ”De er overhovedet ikke bange for mig!” ”Ikke bange på den måde,” sagde han og bed i sin underlæbe. ”De er ikke bange for dig, de er bange for det, du er. De er bange for os. For ainatunari. De er bange, fordi de ikke forstår, hvad vi er.” — Louise H.A. Trankjær