Quotessence
Home / Quotes / Quote by Adam D. Roberts

Quote by Adam D. Roberts

“Before Isabella could answer, she held her phone up in front of Molly so Molly could see what she had written: FUCK YOU DANA AND FUCK YOUR ARTICLE. MOLLY BABCOCK IS MY FRIEND. I'M NOT SENDING YOU SHIT. She hit Send so that Molly could watch it go through. Molly turned to Isabella, eyes watery, her face filled with gratitude and relief. "Is this your sister? Your bestie? Your agent? What's happening here?" Molly pulled away and, shifting back into TV mode, she put her arm around Isabella's shoulder and said, "This is Isabella Pasternak. She's my ghostwriter.”

Quote by Adam D. Roberts

Work

Food Person

Browse quotes and source details for this work. more

Author

Adam D. Roberts

Browse famous quotes and profile details for Adam D. Roberts. more

You May Also Like

“Generals trump Majors," Ursan said. "True, but do princes trump generals?" "I attacked him." "Ryne's not the type to hold a grudge." Ursan considered. "Isn't he a king? Both his parents died" "Technically, yes. But he hasn't assumed the title." "Neither has Prince Kerrick," Ursan said. " Don't you find that odd?" "Not with Kerrick. He loved his father very much. I think it's still too painful for him to assume the title. Plus he hasn't been home in years." Ursan remained quiet until we reached his tent. "Prince Kerrick's a forest mage. Which means his eyes change colour with the seasons. Right?" "Yes." He stared at me for a moment. "Lucky guy." Ursan ducked into his tent.”

“Hvis nogen spurgte mig, hvad der gør mig rigtig lykkelig, so ville jeg svare: Det gør tallene. Sne og is og tal. Og ved du hvorfor? Fordi talsystemet er ligesom menneskelivet. Til at begynde med har man de naturlige tal. Det er dem der er hele og positive. Det lille barns tal. Men den menneskelige bevidsthed ekspanderer. Barnet obdager længslen, og ved du, hvad den matematiske udtryk for længslen er? Det er de negative tal. Formaliseringen af, at man føler, man mangler noget. Og bevidstheden udvider sig stadigvæk, og vokser, og barnet opdager mellemrummene. Mellem stenene, mellem mosserne på stenene, mellem menneskerne. Og mellem tallene. Og ved du hvad det fører til? Det fører til brøkerne. Det hele tal plus brøkerne giver de rationelle tal. Og bevidstheden stopper ikke der. Den vil overskride fornunften. Den tilføjer en operation så absurd som røduddragning. Og får de irrationelle tal. Det er en slags vanvid. For de irrationelle tal er endeløse. De kan ikke skrives. De tvinger bevidstheden ud i det grænseløse. Og med de irrationelle tal lagt til de rationelle, har man de reelle tal. Det stopper ikke. Det stopper aldrig. For nu, på stedet, udvider vi de reelle tal med de imaginære, kvadratrødder af negative tal. Det er tal, vi ikke kan forestille os, tal som normalbevidstheden ikke kan rumme. Og når vi lægger de imaginære tal til de reelle tal, så har vi det komplekse talsystem. Det første talsystem inden for hvilket det er muligt at gøre fyldestgørende rede for isens krystaldannelse. Horisonterne. Man drager imod dem, og de bliver ved med at flytte sig.”

“Også tabet af kærlighed er kærlighed siger han. Og du er alene med denne kærlighed det er det som er ensomhed siger han. At elske og ikke blive elsket tilbage det er det som er kærlighedssorg og fordi kærlighedssorgen kan ødelægge dig er den noget af det mest værdifulde du har du kan bruge den til at forandre dig fuldstændig et nyt liv siger han en digter skal tåle alt hvis ikke er han ingen digter.”