Quote by Louise H.A. Trankjær

“Han sank. Hans tætklippede skæg var fyldt med tårer, der reflekterede solskinnet. ”Det hele startede, før du så det i nyhederne,” sagde han, selvom jeg allerede havde regnet den del ud. ”Da de viste manden ved grænsen, og alle troede, det var starten, havde vi allerede adskillelige tusinde døde, og evakueringen var startet. Alting foregår altid under overfladen, du ved, som et isbjerg. I den sidste besked sagde Sara, at de havde mødt Ester, vores nabo, på vej hjem fra Netto. At hun havde virket dårlig, svedende og rystende. Hun havde aet Erik på kinden, som hun plejede, og Sara havde ikke nået at stoppe hende. Så var hun gået ind for at lægge sig, Ester, som hun sagde, og Sara havde skyndt sig ind med Erik og sprittet hans ansigt og hænder. Tre og fyrre minutter senere ringede hun til mig på hospitalet. Tre og fyrre minutter, Amanda.” Jeg græd også nu. Det var ikke mine tab, men jeg græd for alle og alting.”

Quote by Louise H.A. Trankjær