“At det var synddag betød også, at Satinas far var hjemme. Og det betød, at hele huset emmede af sådan et raseri, at man næsten kunne lugte det. Sortehorn befandt sig ude på badeværelset, og hans mørke røst hørtes som en konstant buldren: ≫Først skal trapperne vaskes, så skal der støvsuges, så skal lokummet renses og så og så og så… Man skulle jo kraftedeme tro, at jeg var død og kommet i Helvede. Men næ nej, jeg er såmænd bare gift. Ja, gift. Det er sgu lige, hvad det er. Ren, ufortyndet gift≪”
Book:Dødens terning