Quotessence
Home / Authors / Ludvig Holberg Books

Ludvig Holberg Books

Author

Epistler

A source page for quotes linked to Ludvig Holberg.

0 quotes

Related Quotes

“En saa kalden god Ven fortaalte mig nyeligen udi Fortroelighed, at nogle udi et vist Selskab talede ilde om min Person, og at han havde taget mig udi Forsvar. Jeg takkede ham for hans Forsvar; men sagde derhos, at jeg vilde have været ham end meer Tak skyldig, hvis han ikke havde fortaalt mig det selv: Thi jeg kunde ikke ansee slige Rapporter som Venskabs-Tegn, saasom de tiene til intet, uden at sætte en udi Bevægelse, og at saae U-eenigheds Sæd blant Mennesker. Jeg holder just ikke den for min Fiende, som i et lystigt Sælskab skiemter med min Person, men heller den som rapporterer mig saadant Skiemt: Den første meener over et Glas Viin ofte intet dermed, men skiemter, enten for at vise sin frugtbare Geist, eller for at giøre Selskabet lystigt. Den anden derimod, som forebringer mig Snak, som er mig umagtpaaliggende at vide, og som han kand være forsikkret om at ville foruroelige mit Sind, kand intet Godt derved meene.”

“...naar jeg er hiemme, er jeg idelig udi et Slags Arbeyd, som foraarsager Hovedbryden, saa at jeg gaaer ud alleene for at lade Hiernen have fornøden Hvile. Saadan Hvile faaes fornemmeligen udi Fruer-Stuer, hvor der forefalder gemeenligen ikke uden jævn Snak, som ingen Meditation behøver. Og er det derfore, at, naar jeg haver studeret mig en Hovedpine til, jeg ingen heller besøger, end Madame N. N., hvilken fortæller mig intet uden hvad Mad hun haver spiset den Dag, eller hvor mange Ægg hendes Høns have udlagt den Uge, eller andre saadanne Materier, hvorved Hiernen ikke brydes eller Hovedets Seener strekkes.”

“Saadanne haarde Vilkaar underkaste de fleeste sig selv, for at følge Strømmen, og for at i Agt tage det som gemeenligen kaldes en Anstændighed, da dog intet er mindre anstændigt og meere daarligt, end at anvende Penge ikke alleene paa unyttige Ting, men endogsaa paa saadanne, som ere Legemet skadelige, og skille en ved mange uskyldige Fornøjelser. Jeg meener, at dens Opførsel er anstændig, der fører et Levnet lige tvert her imod; der sparer unyttige Udgifter, for at være i Stand til at anvende Penge til sin egen og Landets Ære; der gaaer til Fods, og bevæger sig, for at have et sundt Legeme; der æder og drikker saaledes til Middag, at han ikke spilder sit Aftens-Maaltiid. Saaledes er og stedse haver været mit Levnet; og veed jeg ikke at have giort Exces af noget, uden af Snus-Tabac, hvilket, saasom jeg omsider haver mærket, at det var mig ikke tienligt, jeg udi nogle Aar haver modereret.”

“Jeg haver ofte recommenderet Friehed i at skrive, og anseet de publiqve Censurer som Baand og Lænker for den Lærde Verden. Jeg haver alleene holdet for, at Skrive-Friehed ikke burde tillades uden dem, der have naaet en moed Alder; og er jeg der udi bleven bestyrket, efterdi jeg paa nogen Tiid haver seet unge Personer, førend de have faaet Skiæg paa Hagen, at føre Pennen i de delicateste Materier saavel politiske som moralske. Det er om saadanne, som man bør sige med David:Lader dem blive i Jericho, indtil deres Skiægge voxe.”

“Da hans Soldater udi det Aar 1637 havde fanget et Fruentimmer af en stor og rar Skiønhed, bragte de hende som et kostbart Bytte til deres Anfører. Turenne havde da ikkun 26 Aar, og derfore ikke kunde være følesløs; men han stillede sig an, som han ikke begreeb, hvad Krigs-Folkene derved meenede, rosede derfor deres Skikkelighed, at de havde villet beskytte samme Dame mod andre deres Brødres Vold. Han lod derpaa strax hente hendes Huusbond, udi hvis Hænder han overleverede hende med disse Ord:See! der er eders Husfrue, hvis Ære mine skikkelige Soldater have reddet.”

“Men, naar Comoedier ere moralske og opbyggelige, kand jeg ikke see, med hvad Føye man kand kaste Foragt paa Acteurs, som forestille dem. Comoedianter ere vel udi de Roman-Catholske Lande excommunicerede: men, saasom paa mange saadanne Steder Skiøger offentligen tillades, lærer man intet andet deraf, end at den Canon er giort hen i Taaget, eller forfattet af Hypocriter, hvilke ere de eeneste lastværdige Comoedianter; Thi en Øyenskalk spiller de hæsligste Comoedier. Den Forskiel imellem ham og en anden Acteur er denne, at skiønt begge agere forstilte Personer, saa forstiller den første sig, for at bedrage Verden, og den sidste, for at legge Bedragerie og falske Dyder for Lyset.”

“At holde Stand udi slige Fristelser er en Qvalitet, som nærmer sig til Heroismum; hvorudover de, som udi store Smerter og Gienvordigheder lade Modet falde, kand heller ansees, som skrøbelige og ufuldkomne end som rebelske Undersaatter, der forskylde ævig Straf, og der have giort sig uværdige til all Naade. Et er ey at kunde undskylde en Gierning, et andet er derfore at dictere ævig Straf.”

“Thi Erfarenhed viser, at, naar een først haver bragt sig udi Reputation, helst blant dumme og vankundige Folk, kand han siden ikke alleene binde dem paa Ærmerne hvad han vil, men end og forfremme sin Lærdom ved de selsommeste og uriimeligste Fictioner; efterdi Menneskerne ofte holde det for en Merite at troe hvad som strider mod Fornuften, anseende simpel og klar Lærdom som menneskelig, men uforstaaelig som guddommelig.”

“Da den arvelige Synd blev forklaret for nogle, sagde de: Hvi lod GUD ikke Adam og Eva strax omkomme og skabte andre Mennesker i deres Sted, som kunde have forplantet reene Børn og Efterkommere? Videre, da dem blev sagt, at Dievelen forfører Mennesker til at overtræde GUds Bud, hvi GUd da ikke dræber eller indspærrer ham og derved befrier Menneskene fra Fristelser, som styrte dem udi evig U-lykke? Videre, naar dem siges, at de, som ikke kiende GUd og troe paa ham, blive fordømte, svare de, hvi haver da GUd tøvet saa længe med at forkynde os Troen?”

“Jeg kalder nyttige Bøger dem, som sette Boghandlere udi Activitet, som forfremme Handel, og komme deres Gryder til at kaage, ikke saadanne, der sigte alleene til forfængelig Lærdom, som Almuen, der er Landets Styrke, ikke forstaaer, og derfore gemeenligen oplægges med Boghandlernes største Skade, og ligge skimlede paa Bogladene.”

“Thi enhver Skribent kand nu agere Comoedie Skriver og ingen frygter at see sit Arbeide spildt, i hvor mavert, elendigt og ilde sammenhængende det end er naar han tager den Præcaution at det endes med Sang og Dantz, hvilket man og seer at vor Alders Autores nøye i agttage. Man seer heraf, at en forderved Smag ogsaa har sin Nytte i Verden, og at det, som jeg derom skiemteviis har skrevet udi mine Moralske Tanker er ikke gandske ugrundet.”

“Ingen kand dømme om et Skuespill, uden den der haver udstuderet et Theatrum, og af Erfarenhed mærket, hvad Virkning en Comoedie giør paa Skue-Pladsen: Og, naar saa er, kand man ikke meget reflectere paa deres Domme, der sidde hiemme og criticere udi deres Skriver-Stuer, uden at have seet et Skuespills Forestilning; thi de samme kand ikke dømme uden om Stilen, om Moralske Sententzer, og et Stykkes Regularitet, da Erfarenhed lærer, at en Comoedie, som efter alle Academiske Regler er indretted, dog ingen Comoedie er. Thi mangt et Skuespill, som ved Læsning synes at være af ingen Betydelse, haver den fortreffeligste Virkning paa Skue-Pladsen. Et Skuespils Vægt og Gyldighed grunder sig derfor ikke paa lærde Journalisters Critiqver, men paa Tilskuernes Applausu: naar jeg siger Tilskuerne, meener jeg alleene saadanne, som have en naturlig og ufordærved Smag.”

“Christus den store og rette Lære-Mester blev af GUD skikked ned paa Jorden, for at drive paa de store Naturens Bud, som vare satte til Side, og haver viset, at ved det Ord Næste ikke maa forstaaes en Medborger alleene, men et hvert Menneske. GUD give, at vi Christne havde efterlevet vor Lære-Mesters og Apostlernes Lærdom herudi!”

“Hvis I ville tillade os at sige den reene Sandhed, da ansee I os heller som eders egne end som eders Religions Fiender; thi hvis I elskede eders Religion, efterlevede I dens Lærdom. Til Slutning maa vi erindre dette, at, hvis Efterkommere holde for at Europa udi vor Tid har været polered, da vil man citere eder for at vise, at vi have levet i Barbariske Tider, og den Idée som man giør sig af eders Opførsel, vil sværte den Alder, som vi leveudi.”

“Guld er Guld, hvor det end findes, og Lærdom er Lærdom, af hvis Mund den end flyder; Forskiellen alleene kand være, at dens Lærdom, hvis Levnet svarer dertil, opbygger meer, end en andens, der intet andet haver at beraabe sig paa, uden paa den Ære at være indskreven udi Kirkens Matricul, og at han haver faaet Ret til at igiennemhegle Mennesker for det, som han dagligen selv øver.”

“Min Herres behagelige Sendebrev af 27de Dag udi Glugmaanet, (a) haver jeg den anden Dag af Blidemaaned (b) bekommet. Min Herre forlanger at vide hvordan Tilstanden nu omstunder er ved Academiet, om man tilkommende Sommer kand vente, at see nogen, at blive ophøyed paa Doctor-Trappen, (c) enten udi den Guddommelige Kundskab (d), udi de verdslige Love, (e) eller udi Lægekunsten (f). Min Herre ønsker ogsaa at vide, hvor mange Mestere af Verdens Viisdom (g) i Fior bleve skabte (h), hvor mange Laurbærkronede Personer (i), Item, hvo dette Aar er Rector og Decanus, det er den høye Skoles Forstander og den verdslige Viisdoms Høvidsmand, iligemaade, hvad Nyt som ellers er forefaldet udi den lærde Fristad (k). (a) Januario.(b) Februario.(c) Doctor-Graden.(d) Theologien.(e) Injure.(f) Medicinen.(g) Magistri Philosophiae.(h) Creerede.(i) Baccalaurei.(k) Republica literaria.”

“Men tillige med denne U-ligheds Ophævelse, forsvandtes all Æmulation; saa at de, som tilforn havde søgt at distingvere sig ved Videnskab og Flittighed, for at nyde de Embeder, som vare best aflagde, bleve lunkne i deres Studeringer; og, naar nogen bebreydede dem saadant, svarede de: Hvad nytter det, at vi distingvere os blant andre, naar Belønningerne ere lige?og havde de derudi ikke U-ret.”