“Når jeg genkalder mig Ikaros, bliver jeg meget sørgmodig og forvirret. Han var branket kobber, et hjerte, jeg bar ham på min læbe. Jeg blev vingerne, eller jeg blev voks, noget af mig smeltede til Ikaros. Nu, når krybenes bælge flækker, tænker jeg på det. Småkrybene dør med forbløffelsens lethed, næsten som om de bøjer sig brat ned efter en sten. Når der er mange kryb på én gang, fokuserer jeg helst på de små: deres bløde maver, kinder, tynde negle. Jeg vugger dem i min mund, til det hele er opløst. Før så jeg på dem som fjerne kusiner, nu tænker jeg på dem som børn. Du ser, hvor galt det er fat med mig. M.”
Book:Havbrevene