Quotessence
Home / Topics / Northern Norway Quotes

Northern Norway Quotes

Browse 34 quotes about Northern Norway.

Northern Norway Quotes

“Du tilmed og aldrig saa tiilig staar op, At dig jo før høyt over Biergenes Top, Er runden Aurora den røde. End sver jeg, og vidner, at hvilken den Dreng Som opstaar og gaar sig med Solen i Seng, Hand næppelig skal sig forsove; O! Sommer kierkommen til alles Behag, Paa hvilken at Natten lyser som Dag, Og Fugler sin Skabermand love.”

“Thi Søen tager saa mangen; Her sidder en Encke, som Manden har mist Og hisset en anden, har Skilsmisse frist Hvis Mand er fordrugnet for langen. Man spørger en Fader, som Sønner har stoor, Hvor er dine Sønner? de blev udi Fior, Man fritter en Søn om sin Fader; Strax skal hand dig grædende svare med hast, Min Fader blev borte med Tackel og Mast, Den Sorg mig saa snart icke lader.”

“Da Høitiden og den berammede Fæst Fremskinnet, at alle blev buden som Giæst, Var Brudgommen længst uti Havet. Hvad var her at giøre, mand skicket ham bud, Mand satte Fartøyer og Slupper herud, Og allesteds Havet omstrømmet; Hand lod sig dog icke beqvemme dertil, Han bad dem inbiude, hvem Fanden de vil, Den Giæstebud hannem ey sømmet.”

“Dokker træng en hest," sa de. "Ja vil dokker bryte dokker så grynsmå," sa han, "så har æ no mærra her. Ka dokker betale? Vil dokker op og slå dokker tell individ, så skal æ kjøre dokker både op og ner. Hos mæg skal dokker ikje omkomme, dokker skal ikje førlise et hår. Ka dokker betale? Her e ingen så lægg to pinna i kors førr dokker, neida, bare hjølpsomme folk overalt.”

“Vi samles på Fortroppens hjørne mot vest og ser over mot tinden. Fra blokken vi står på har Pan eller Jordånden eller Djævelen selv spændt en usynlig kabel på to hundrede meter over i stortindens østvegg, der nyskurte tusenmetersva er brukket efter midten og hængt op til tørk.”

“- og nu er det jeg som står og blir liten på den siste krumning i hyldens blygt hendøende motiv.-Drømmer jeg? Er dette et skridt på en jordisk menneskevei? Kan det være en fjeldvægg, en stivnet form, denne foss av gulgrått sva, dette Niagara i sten, som med lydløs torden styrter sig ned over kanten og smelder i skogen efter et eneste sopende sveip på nærmere tusen meter?”

“Vi sitter på varden og lar blikket seile. Fra jøkelens islys i øst til Lofotvæggens hilderland i vest under havranden. Det ryker av dypet og det driver av himlen, mens storm og tåke knuses mot hjørner og gjél. Og syn og sus flyter sammen til en saga om mineralets evige suverænitet.”

“Da revner tåken - og endnu en gang står han for oss, titanen, lynomfunklet, vassdrivende, skinnende som smergelpusset jern. Det raper av torden omkring ham, men det rager ham ikke, ingenting rager ham, der han troner i olympisk likegyldighet over livets svedende gesjæft - em ambolt hvorpå guderne kan hamre.”